Samarbejde med Kromann Reumert

25. juni 2019 af Benjamin Balder Bach

Kromann Reumert og FAIR Danmark samarbejder om at skabe nyt liv og værdi af it-udstyr i Malawi. Udstyret fra advokatvirksomheden er testet og overskrevet og vil indgå i FAIRs programmer med secondary schools (gymnasier) i hhv. den nordlige og sydlige region i Malawi.

Gennem samarbejdet bidrager Kromann Reumert med socialt ansvar, hvor det skaber størst værdi: Ved at idriftsætte aflagt it-udstyr på skolerne i Malawi, skabes nye og bedre uddannelsesmuligheder for de børn og unge, som har nogle af de allerhårdeste vilkår i verden. Udstyret indgår således på gymnasie-niveau i Malawi til undervisning i basale it-færdigheder og adgang til digitale vidensressourcer.

I en verden, hvor viden, kommunikation og adgang til ressourcer og handel i stigende grad digitaliseres, efterlades verdens fattigste lande med nye udfordringer. I et land som Malawi, hvor 6% [1] af befolkningen har adgang til en computer, er it-centre på secondary schools en mulighed for eleverne til at tilegne sig kritiske kundskaber til fremtidige muligheder: At komme på universitetet, at få et arbejde mv.

It-chef i Kromann Reumert, Jacob Brønnum-Schou, fortæller om samarbejdet:

»Det er vigtigt for Kromann Reumert at kunne give it-udstyr til børn og unge, der ikke selv har mulighed for at købe det. At de unge kan få glæde af vores aflagte it-udstyr og komme på nettet og få den samme adgang til viden som alle os andre – det gør en stor forskel. Som en ekstra bonus gavner det miljøet, som i den grad bliver belastet, hver gang it-udstyr kasseres,« fortæller Jacob og fortsætter:

»Når vi på denne måde kan videregive det udtjente it-udstyr til et godt formål, smiler jeg stolt på vores alles vegne – her gør vi nemlig en kæmpe forskel for de, som ikke er ligeså godt stillet som os her i trygge Danmark.«

Læs nyheden på Kromann Reumerts hjemmeside


Samarbejdet med Kromann Reumert er et fantastisk eksempel på noget, som flere virksomheder kan gøre: Genbruge deres it-udstyr med øje for socialt og miljømæssigt ansvar.

Læs mere om samarbejde med FAIR for Erhverv


[1] ITU Country Profile: Malawi

Container #6 is packed, shipped and received

Giv din Raspberry Pi 3 videre

Tilbage til blogindeks