FAIR kører også i delebiler

Feb. 20, 2014 by Benjamin Balder Bach

FAIR har indgået et samarbejde med non-profit delebil-foreningen LetsGo, som betyder fordele for både FAIRs direkte arbejde (nu kan vi hente it-udstyr med delebiler!) og derudover for FAIRs medlemmer: ½ pris på medlemskontingent og indmeldelsesgebyr hos LetsGo. Der findes p.t. delebiler i København, Århus, Hedensted, Greve og Herning.

FAIR har gennem en længere årrække hentet it-udstyr hos virksomheder, hvilket ofte er en omstændig proces for en frivilligt opbygget forening. Vi er vant til at køre i egne små privatbiler af flere omgange eller i lejebiler, når der skulle hentes større mængder. Budgettet er ekstremt stramt, fordi hver en krone sparet er en krone tjent til vores formål. På den måde er samarbejdet om delebiler fra non-profitorganisationen LetsGo / Delebilfonden en stor fordel for os.

Vi utroligt glade for samarbejdet, og vi vil skænke LetsGo en varm tanke for at have været med til at løfte vores projekt, i første omgang ved at vi fik flyttet 12 computere og 20 skærme, skænket af den københavnske virksomhed ZIGZAG ApS.

Derudover er vi glade for at byde LetsGo velkommen som partner hos FAIR, således at FAIR fremover modtager brugt it-udstyr fra LetsGo. Udstyret istandsættes, data fjernes sikkert og herefter gives det forlænget liv på skoler i udviklingslande.

Vi har i snit indsamlet ca. 1000 enheder årligt siden 2008, men potentialet for FAIRs indsamling er mange gange større. I DK smider virksomheder og private computere ud i 100.000-vis. Vores udfordring er således at bygge en organisation og økonomi op omkring formålet om at samle en seriøs andel af denne ressource ind og sørge for, at den fortsat skaber værdi. Med LetsGos fleksible betjening og synergien i vores gensidige visioner for et grønt samfund, ser vi det som et seriøst skridt i den rigtige retning.

Det er nemt og enkelt at benytte delebil. Samtidig er det et miljøvenligt alternativ til privatbilisme. På samme måde, som FAIR søger optimal udnyttelse af computere, søger LetsGo optimal udnyttelse af biler. I begge tilfælde er der tale om en ressource, der har tungt-vejende konsekvenser for miljøet alene i produktionsleddet [1]. Derfor er det bedst for miljøet, at man udnytter hver enkel computer og bil mest muligt.

Hvis du gerne vil benytte dig af tilbuddet eller har spørgsmål, så skriv til info@fairdanmark.dk.

Bil når du vil  - Tilbud fra LetsGo i samarbejde FAIR!

[1] http://www.theguardian.com/environment/green-living-blog/2010/sep/23/carbon-footprint-new-car

Nytårshilsen 2014

Medlemstilbud: Delebiler fra LetsGo

Back to blog index