Malawi-tur i August 2011 (opdateret)

Aug. 5, 2011 by Benjamin Balder Bach

Opdatering 8. august: Vi har udskudt turen til oktober. Pga. brændstofkrise og forestående uroligheder er vi blevet anbefalet at vente. Dermed får vores projekter også lov til at køre lidt længere, og vi kan indsamle bedre data.

------------------

På onsdag d. 10. august tager 3 FAIR-frivillige afsted for at være en måned i Malawi. Formålet er at føre tilsyn med vores 5 projekter og have samtaler med nøglepersoner: vores samarbejdspartner NICE, lærere, rektorer og studerende.

Samtidig skal vi snakke om vores næste projekt - at udstyre op mod 30 af NICEs folkebiblioteker med 5-10 computere hver. Vi søger derfor at komme i kontakt med nye spændende mennesker i Malawi, som kan være med til at sparke liv og ideer i de mange kommende centre.

NICE står for National Initiative for Civic Education og har været aktive i Malawi siden 1999 som et EU-projekt og er for ganske nylig blevet godkendt som en selvstændig organisation med en bestyrelse. De har længe været den største yder af undervisning og information om demokrati, kvinderettigheder mm. og deres kampagner har nået over 1 mio. mennesker i landet.

Undervejs på turen vil vi naturligvis reflektere lidt over oplevelserne.

- Benjamin, Nis & Philip

Uro i Malawi

Regnskab for 2010 færdiggjort

Back to blog index